Skoletjenesten ungdom

Dåben med forskellige briller

to syn i samme kirke - et tilbud til religionsfaget på STX

Som det ene af de to centrale sakramenter i den luthersk evangeliske folkekirke er dåben helt central, også i vore dages folkekirkelige kristendom. Danskernes tilknytning til folkekirken går gennem dette ritual, som rent praktisk også fører til en indmeldelse i dette trossamfund. Sociologiske undersøgelser viser, at den måde flertallet af medlemmerne af Folkekirken bruger kirken på, er i forbindelse med livets overgangsritualer: dåben, konfirmation, ægtevielse og begravelser. 56,2 procent af nyfødte danskere blev døbt i 2022, hvilket er et markant fald i forhold til 2007, hvor procenten var 73,3 på landsplan. Københavns stift, efterfulgt af Helsingør stift, er de stifter med lavest dåbsprocent - så den lokale demografi afviger fra resten af landet. Dette kan skyldes flere ting: Færre er medlemmer af folkekirken generelt pga. stigende ateisme eller tilhørsforhold til andre trossamfund bl.a. pga. indvandring. Flere lader det være op til børnene, om de vil døbes, når de "er store nok til at vælge selv". En del bliver først døbt som unge eller voksne, og tæller derfor ikke med i statistikken over de barnedøbte. Hvis man regner på det, bliver de fleste børn af folk, der selv er døbte, døbt i Ballerup-Furesø provsti. 

Men dåben og dens ritual er til debat i Folkekirken. For skal vi holde fast i det gamle ritual, lige meget om folk forstår det, der bliver sagt? Og hvordan forstår man internt i kirken, hvad der bliver sagt - er præsterne enige?

Svaret er simpelt: Nej, det er de ikke! Hverken om hvorvidt at ritualet skal fornys eller om hvordan det skal forstås.

Hvis I vil have et lidt mere nuaceret svar end NEJ, så kom på ekskursion til en lokal kirke, hvor I kan møde sognepræsterne Anne Have Kristensen og Kristoffer Hjort Kruse og lave en religionsfaglig kirkerumsanalyse og små øvelser i forhold til dåben. Anne og Kristoffer repræsenterer henholdsvis en skabelsesteologisk og en pagtsteologisk forståelse af dåben. Bag de to teologier ligger forskellige syn på fx Bibelen, Gud, mennesket og relationen mellem disse. 

Ekskursionen tager ca. 90 minutter og tilmelding sker ved at skrive til Pernille fra Folkekirkens Skoletjeneste i Ballerup-Furesø på kontakt@midtiverden.dk

 

Andre tilbud om ekskursioner til religionsfaget

Pilgrimsfærd

Pilgrimsfærd drager man på i mange religioner, fx islam, buddhisme eller katolicisme. Men hvilken rolle spiller pilgrimsfærden i nutidens folkekirke? Hvorfor er der et pilgrimshus i Ballerup - og hvem besøger det? Hvis det har interesse at få svar på disse spørgsmål og komme på ekskursion i Ballerup og høre om kristen pilgrimsfærd i middelalderen og det senmoderne samfund - så skriv til Pernille på kontakt@midtiverden.dk 

Skriftlige opgaver med kristendom

Skal du skrive projektopgave i religion B eller SRP og vil du undersøge noget omkring kristendommen? Skoletjenesten tilbyder at hjælpe med til at få fat i en mundtlig kilde, få designet et en deltager-observation eller få råd mht. problemformuleringen. Skriv til Pernille på kontakt@midtiverden.dk

Andre temaer til religionsundervisningen?  

Hvis I drømmer om at få indfyldelse på temaerne for næste års tilbud til religionsundervisningen, så skriv til ovenstående mail eller ring 23991520.

Er skoletjenesten kun til STX?

Nej - vi er bare lige begyndt på at lave tilbud til ungdomsuddannelserne - i år er det en prøveballon for at teste interessen. Hvis det bliver en succes og afhængig af ressourcerne, så vil vi meget gerne også udvikle tilbud til andre ungdomsuddannelser. Har du en idé eller et ønske - så bare skriv eller ring via ovenstående tlf. og mail.

Folkekirkens Skoletjeneste i Ballerup-Furesø Provsti - www.midtiverden.dk - Tel: 23 99 15 20 | E-mail: kontakt@midtiverden.dk